PEDER Pedersen Kock ¹

  Notater:

Min 5x tipoldefar. Kaldes ved nogle af børnenes dåb for unge Peder Kock.
M.Erichsen antager, at Peder Pedersen Kock er søn af "gamle Peder Pedersen Kock" (død nov. 1706). M. Eriksen skriver, at der var tre gårdmænd i Dunkjær i tiden omkring 1700, der hed Peder Pedersen. (Kock blev ikke brugt altid). I de senere år, da der kom andre til af samme navn, kaldtes han for gamle Peder Pedersen. Efterfølgeren på gamle Peder Pedersens gård (senere matr. nr. 3) er muligvis en svigersøn (udskiftningskort nr. 227)
Efternavnet Kock videreføres af sønnedatteren Karen, hvis mand overtager Ellehavegård. Sønnen Hans viderefører ikke efternavnet Kock

  Forskningsnotater:

kirkebog findes ikke for døde i perioden 1729-1753

  Begivenheder i hans liv:

• Erhverv. ² havde en gård i Dunkær fra 1692 iflg. de sønderborgske hertugers arkiver (senere matr. nr. 5)

• Erhverv. ² fæstebonde på Ellehavegård i Dunkær - Dunkjær hørte til Gråstens amt, som hørte til det glücksborgske hus indtil 1750 og gik i arv fra far til søn (hertug Philip d. 1663, Christian d.1698, Philip Ernst d.1729 og Frederik d. 1758)

• Gift: med NN. ³ begravet 15/8 1726 - "Peder Kochs kone i Dunkær"

• Barn begraves, 22 Dec. 1699. ⁴ en datter, formodentligt Ellen, døbt 27/8 s.å.

• Barn begraves, 3 Jun. 1702. ⁵ formodentligt sønnen Jens, døbt 9/4 s.å.

• Barn begraves, 26 Feb. 1706. ⁶ en datter

• Skifte, 18 Okt. 1826. ⁷ efter Peter Pedersen Kocks sal. hustru af Dunkjær mellem sammme og hans 5 børn (3 sønner og 2 døtre)

• -, 8 Mar. 1728. ⁸ afstod gården til den ældste søn og blev aftægtsmand, skifter med sine 5 børn, som alle får lige arvelod [i skifteprotokollen er skrevet "hans 6 børn", men kun de samme 5 børn som ved skiftet efter hustruen nævnes]

Træk af Ærøs historie til 1864

Ærø var ofte en ikke uvæsentlig del af den genstand, om hvilken de ældgamle og langvarige stridigheder mellem Danmark og Hertugdømmerne drejede sig.
Fra 1331, hvor Grev Gert 3. overtog Ærø som pantelen, til freden i 1864 har Ærø været administreret fra Slesvig eller Sønderjylland og kun i korte perioder været under dansk administration.

1167 angreb venderne gang på gang det sydlige Danmark. På det tidspunkt havde Ærø imidlertid gode forsvarsværker som voldstedet ved Søbygård, det store nu totalt udslettede borganlæg ved Gråsten Nor og ved et tredie nor: Stokkeby Nor.
1232 kom øen under de brandenburske markgrever. Brandenburgerne anlagde byer i deres distrikter og sandsynligvis er det dem, der har anlagt Ærøskøbing i midten af 1200-tallet
1315 ophørte Brandenburgertiden, da en af kongens riddere, Laurids Jonsen, fik øen.
1332 Fra 1300-tallet var Ærø henholdsvis samlet og delt i en række enklaver, og store dele var i kongens privateje. I modsætning til krongods, der tilhørte den siddende konge, kunne dele af Ærø arves af slægtninge.
1564 Overlader kong Frederik 2. en tredjedel af sine besiddelser i Hertugdømmerne Slesvig og Holsten (incl. Ærø) til sin bror Hertug Hans den Yngre af Sønderborg (1545-1622).
1622 Christian, Christian 4's fætter, var hertug over Ærø fra 1622 til 1633 og boede med sin samleverske Cathrine Griebels på herregården Gråsten.
Ærø lå uden for det danske kongeriges toldmure, og der var skabt grundlag for et blomstrende smugleri, som var levevejen for en lang række ærøboer. Øens gårde lå samlet i landsbyerne og blev drevet efter uhensigtsmæssige metoder, der ikke kunne leve op til dem, der ellers blev anvendt rundt om i kongeriget. Bønderne havde lidt store tab under svenskekrigen.
1658-1659 Ærøboerne led stor nød under de svenske besættelsestroppers plyndringer.
1750 Øen, der havde været delt i flere hertugenklaver, blev kongens eller kronens ejendom og samlet i en forvaltningsenhed, Gråsten amtstue.
Den 24 Juni "var Kong Friderich den Femte her udi Byens Kirche, hvor Præsten Magister Kühlmann i Riise Prædikede for Mayesteten, da der over 300 aar har ingen Konge været paa Landet" (Ærøskøbing kirkebog 1744-1785 side 83, opslag 85).
En mindesten ved Olde Mølle markerer samlingen
De ca. 1750 tønder land blev drevet af de 4 ærøske godser Søbygård, Voderup, Gråsten og Gudsgave gennem hoveripligt.
1767 Staten overtog jorden og solgte jorden i småparceller på nær et par større gårde. Disse jordlodder kunne lejes af lokalbefolkningen, således at forstå at de blev solgt mod en årlig afgift - en form for afbetaling.
1767 blev godserne Gråsten og Voderup nedlagt og solgt, og gårdene nedrevet - se mere om Gråsmarks udstykning nedenfor .
Samme år nedbrændt godset Gudsgave, og jorden udstykkedes 1768. 1772 fulgte endelig Søbygård med.
1787 Christian 7. /kronprins Frederik (6.) skænker samtlige øens fæstegårde til fæsterne som fri ejendom mod en årlig ydelse til kronen
1800 De gunstige forhold for handel og søfart op mod århundredskiftet bevirkede fremgang for især Marstal og Ærøskøbing, der begge udvidede flåderne.
I 1850 var øens handelsflåde på fode igen efter de sløje år efter Napoleonskrigene
1864 Freden i Wien medførte, at øen overførtes til kongeriget, og dermed blev forbindelserne med hertugdømmerne og Sønderjylland kappet, og hertugdømmerne blev udland. Den omfattende skibsfart i bunden af Østersøen led hermed et knæk. Dette stækkede imidlertid ikke øens søfart. Tværtimod blev blikket nu rettet udad, med større skibe.
(Kilde: Wikipedia, den frie encyklopædi, suppleret med "Hübertz beskrivelse af Ærø 1834", udg. 2005)

PEDER gift, hustru ukendt.